|
Mit liv i en nøddeskal
Jeg voksede op som en af de yngste i en større børneflok.
Mit barndomshjem var en landsbyskole i Vestjylland. Min
far var lærer og kirkesanger; min mor husmoder og
organist. Begge forældre var dybt engagerede i
folkekirken og Indre Mission.
Som barn holdt jeg af at studere verdenskortet, læse,
passe dueslaget og strejfe om i mark, hede, mose og
plantage. Musik har jeg altid været begejstret for. Jeg
kan lide at synge og spiller lidt guitar og klaver. Jeg er
en stor ynder af barokmusik, folk, klassisk jazz
og afroamerikansk gospel.
På universitetet læste jeg spansk sprog og litteratur.
Desuden har jeg beskæftiget mig med diverse moderne
sprog, klassiske sprog, indianske sprog og kulturer,
voksenundervisning, filosofi, sociologi, oversættelse,
tolkning, kvækerstudier, teologi samt
bibelfortolkning og forskning.
Som voksen har jeg rejst en del. Jeg har studeret eller
arbejdet i en række europæiske lande, hovedsagelig
Spanien, England, Belgien, Frankrig, Sverige, Tyskland og Norge. Hinsides dammen har jeg opholdt mig længst i
Costa Rica, Cuba, Mexico, USA og Canada.
Mine unge år var præget af dyb melankoli. Helt fra
puberteten anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med
mine homoerotiske følelser. Derfor holdt jeg dem for mig
selv. I 1950erne og 60erne talte man ikke om den slags.
Da jeg var 18, opsøgte jeg en læge, som henviste mig til en
psykiater. Den "hjælp" jeg modtog var en opfordring til
at være tålmodig og vente, indtil mine forelskelser
i drenge og mænd gik over.
I 22-års alderen meldte jeg mig ind i Vennernes Religiøse Samfund (Kvækerne). Som 24-årig spanskstuderende slog
det mig, at den påtvungne ventetid ikke havde virket. Jeg
var stadigvæk betaget af mandlig skønhed og charme, og
mine forelskelser gik ikke over. Jeg fik kontakt med en udmærket kvindelig psykolog, som hjalp mig med at komme
ud af det åndelige fængsel, man kalder "skabet". Derefter
kunne jeg acceptere mig selv som et seksuelt væsen.
Den anden helt store udfordring i mit liv kom jeg ud for
som 43-årig. Ganske uforberedt blev jeg kastet ud i en skræmmende midtvejskrise. Jeg sank ned i en dyb afgrund,
og i flere måneder blev det kun værre. Aldrig før havde jeg
følt mig spærret inde i sådan en mørk, truende tunnel.
Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme ud.
En morgen forsøgte jeg desperat med bøn. Svaret kom to
dage senere i form af tre bibelpassager, jeg hørte på
forskellige tidspunkter samme dag:
Mt 25, 14–30; 4. Mos. 6, 24–26; Lk 5, 18–26.
På mirakuløs vis kastede de lys over min situation.
Virkningen var stærk. Dødsfrygten forsvandt som dug
for solen, og det samme gjorde alle krisesymptomer.
Mit forhold til kristendommen er økumenisk i bred
forstand. Min forskning i Den Hebraiske Bibel (Gl.
Testamente) har lært mig, at der er tale om et
enestående litterært og åndeligt kunstværk. Det er
forståeligt at mennesker fortsat fængsles af dens rigdom
efter så mange århundreders forløb. For mig er hver
arbejdsdag med Bibelen en glæde, og lysten til at dele
ud af de skatte, jeg støder på undervejs, er konstant.
|
