|
Mit liv i en nøddeskal
Jeg voksede op som en af de yngste i en større børneflok.
Mit barndomshjem var en landsbyskole i Vestjylland. Min far
var lærer og kirkesanger; min mor husmoder og organist.
Begge forældre var dybt engagerede i folkekirken og
Indre Mission.
Som barn holdt jeg af at studere verdenskortet, læse, passe
dueslaget og strejfe om i mark, hede, mose og plantage.
Musik har jeg altid været begejstret for. Jeg kan lide at synge
og spiller lidt guitar og klaver. Jeg er en stor ynder af
barokmusik, folk, klassisk jazz og afroamerikansk gospel.
På universitetet læste jeg spansk sprog og litteratur. Desuden har jeg beskæftiget mig med diverse moderne sprog, klassiske sprog, indianske sprog og kulturer, dansk litteratur, voksenundervisning, filosofi, sociologi, oversættelse,
tolkning, kvækerstudier, teologi samt bibelfortolkning.
Som voksen har jeg rejst en hel del. Jeg har studeret eller arbejdet i en række europæiske lande, hovedsagelig Spanien, England, Belgien, Frankrig, Sverige, Tyskland og Norge. Hinsides dammen har jeg opholdt mig længst i Costa Rica, Cuba, Mexico, Canada og USA.
Mine unge år var præget af dyb melankoli. Helt fra
puberteten anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med mine homoseksuelle følelser. Derfor holdt jeg dem for mig selv.
I 1950erne og 60erne talte man ikke om den slags. Da jeg
var 18 ville jeg gerne af med usikkerhed og depression. Jeg opsøgte en læge, som henviste mig til en psykiater. Den
"hjælp" jeg modtog var en opfordring til at være tålmodig
og vente, indtil mine forelskelser i drenge
og mænd gik over.
I 22-års alderen meldte jeg mig ind i Vennernes Religiøse Samfund (Kvækerne). Som 24-årig spanskstuderende slog
det mig, at den påtvungne ventetid ikke havde virket. Jeg var stadigvæk betaget af mandlig skønhed og charme, og mine forelskelser gik ikke over. Jeg fik kontakt med en udmærket kvindelig psykolog, som hjalp mig med at komme ud af
det åndelige fængsel, man kalder "skabet". Derefter kunne
jeg acceptere mig selv som et seksuelt væsen skabt af Gud.
Den anden helt store udfordring i mit liv kom jeg ud for
som 43-årig. Ganske uforberedt blev jeg kastet ud i en skræmmende midtvejskrise. Jeg sank langsomt ned i en
dyb afgrund, og i flere måneder blev det kun værre.
En morgen kunne jeg ikke mere. I min fortvivlelse
bad jeg Gud om at vise mig vej ud af den mørke,
truende tunnel jeg sad indespærret i.
Svaret kom på tredjedagen i form af mit livs største
oplevelse. Tre velkendte bibel-passager kom mig i møde og kastede lys over min situation: Mt 25, 14–30; 4. Mos. 6, 24–26;
Lk 5, 18–26. Sidst på dagen var jeg til aftensang i den lokale kirke. Da velsignelsen blev læst op, fik jeg fred i hjertet.
På vejen hjem hørte jeg uventet Jesus sige nogle helbredende
ord direkte henvendt til mig. Virkningen var stærk. Samme aften forsvandt dødsfrygten som dug for solen, og næste dag var alle fysiske krisesymptomer borte. Jeg kan kun beskrive
det som et mirakel.
Mit forhold til kristendommen er økumenisk i bred forstand.
Min forskning i den hebraiske bibel (Gl. Testamente) har
lært mig, at der er tale om et enestående litterært og åndeligt kunstværk. Det er forståeligt at mennesker fortsat fængsles
af dens rigdom efter så mange århundreders forløb. For
mig er hver arbejdsdag med Bibelen en glæde, og lysten til at dele ud af de skatte, jeg støder på undervejs, er konstant.
|
