Oversatte digte

Kjeld Renato Lings ©

Forfatter:
Juan de la Cruz
 (Johannes af Korset, 16. årh.)  

 Noche oscura del alma

 En una noche oscura
 con ansias en amores inflamada
 ¡oh dichosa ventura!
 salí sin ser notada
 estando ya mi casa sosegada.

 A oscuras y segura,

 por la secreta escala disfrazada,

 ¡oh dichosa ventura!

 a oscuras y en celada,

 estando ya mi casa sosegada.

 En la noche dichosa,

 en secreto, que nadie me veía,

 ni yo miraba cosa,

 sin otra luz ni guía

 sino la que en el corazón ardía.

 Aquésta me guïaba
 más cierta que la luz del mediodía,

 adonde me esperaba
 quien yo bien me sabía,

 en parte donde nadie parecía.

 ¡Oh noche que guiaste!
 ¡oh noche amable más que el alborada!

 ¡oh noche que juntaste
 amado con amada,

 amada en el amado transformada!

 En mi pecho florido
 que entero para él solo se guardaba,

 allí quedó dormido,

 y yo le regalaba,

 y el ventalle de cedros aire daba.

 El aire de la almena,

 cuando yo sus cabellos esparcía,

 con su mano serena

 en mi cuello hería

 y todos mis sentidos suspendía.

 Quedéme y oldvidéme

 el rostro recliné sobre el amado

 cesó todo, y dejéme

 dejando mi cuidado

 entre las azucenas olvidado.

 Sjælens mørke nat

 En nat i tættest mørke
 febrilsk optændt i elskovslængsels flamme
 o lykkelige færden!
 sneg jeg ud ubemærket
 da først mit hele hus var blevet stille.

 I mørke, uden vaklen
 forklædt ned ad den hemmelige stige
 o lykkelige færden!
 i mørke, i det skjulte
 da først mit hele hus var blevet stille.

 I nattens lykkestemning,
 alt hemmeligt, for ingen kunne se mig
 ejheller så jeg noget
 der var ej anden lygte
 ud over den som brændte i mit hjerte.

 Dens skin mig ledte fremad
 langt sikrere end sol i middagstimen
 derhen hvor den jeg vidste
 mig ventede hengivent
 et sted hvor ingen anden ville komme.

O nat som viste vejen!
 O nat mer elskelig end morgenrøden!
 O nat som sammenførte
 en elsker med en anden
 forvandlende den anden til den ene!
 

 Mit bryst var blomstersmykket
 til ham alene ville jeg det vise
 dér slumrede han roligt
 i takt med mine kærtegn
 og cedertræets vifte gav os svale.

 En luftning fra bymuren
 mens jeg hans lokker ganske langsomt spredte
 med sine blide fingre
 mig ramte midt på halsen
 og ophævede alle mine sanser.

¿Qué tengo yo que mi amistad procuras? 
¿Qué interés se te sigue, Jesús mío, 
que a mi puerta, cubierto de rocío, 
pasas las noches del invierno oscuras? 
 O, cuánto fueron mis entrañas duras, 
pues no te abrí, qué extraño desvarío, 
si de mi ingratitud el hielo frío 
secó las llagas de tus plantas puras. 
Cuántas veces el ángel me decía: 
"Alma, asómate ahora a la ventana, 
verás con cuánto amor llamar porfía". 
Y cuántas, hermosura soberana, 
"Mañana le abriremos", respondía, 
para lo mismo responder mañana. 

 Hvad har dog jeg, at du mit venskab søger?
 Hvad vil du gerne opnå, kære Jesus,
 når du tilbringer mørke vinternætter
 foran min yderdør, mens duggen falder?
 O, hvilken hårdhedsgrad havde mit hjerte,
 jeg åbnede ikke, hvilken sær forrykthed,
 at min iskolde utaknemmelighed
 på dine fodsår skulle fryse skorper.
 Hvor ofte sagde ikke engelen til mig:
 "Min sjæl, kom hen og kig ud ad dit vindu,
 se hvor han kærligt blir ved med at banke".
 Og mit svar var, uovertrufne skønhed:
 "I morgen skal vi gerne åbne døren",
 blot for at give samme svar i morgen.

Spansk original forfattet af  
Lope de Vega 
Nedenstående sonnet er indeholdt i værket Rimas sacras (17. årh.).
Rimstrukturen er ABBA ABBA CDCDCD.
  

MIGUEL HERNÁNDEZ
Spanien, 20. årh.

 Hvad vil mon januarvinden
 som suser ned gennem kløften
 og løber storm mod vort vindu
 mens jeg klæ'r dig på i favntag?

 Slå os omkuld. Rive os med.

 Slået omkuld, revet afsted
 fjernede sig de to pulsslag.

 Hvad er det vinden vil fortsat
 medens dens raseri tiltager?

 Skille os ad.

 ¿Qué quiere el viento de enero
 que baja por el barranco
 y violenta las ventanas
 mientras te visto de abrazos?

 Derribarnos. Arrastrarnos.

 Derribadas, arrastradas
 las dos sangres se alejaron.

 ¿Qué sigue queriendo el viento
 cada vez más enconado?

 Separarnos.

Danske oversættelser:
© Kjeld Renato Lings 2008

At oversætte poesi byder for mit vedkommende på en række
udfordringer, hvoraf jeg vil nævne de tre vigtigste: 

(1) at gengive originalens indhold så nøjagtigt som muligt;
(2) at respektere digtets opbygning;
(3) at forsyne oversættelsen med versefødder og rim i et 
omfang der svarer til originalens.
 
Sidstnævnte udfordring er for mig den mest krævende.
Nedenstående oversættelser har primært taget hensyn til (1) og (2).
Det indebærer bl.a. at forsyne den danske version med samme antal
stavelser pr. linje som originalen. Fordi jeg kun i meget begrænset
omfang har taget hensyn til (3), kalder jeg  min metode for 
"2/3 metoden".

Måske dukker rimene op en dag hvor inspirationen
er over mig. Det kan også være at andre, mere erfarne poeter
uventet får lyst til at lege med.

ANTONIO MACHADO
Spanien, 20. årh.

 Yo voy soñando caminos de la tarde.

 ¡Las colinas doradas,

 los verdes pinos,

 las polvorientas encinas!

 ¿Adónde el camino irá?

 Yo voy cantando viajero

 a lo largo del sendero.

 La tarde cayendo está.

 “En mi corazón tenía

 la espina de una pasión.

 Logré arrancármela un día.

 Ya no siento el corazón”.

 Y todo el campo un momento

 se queda, mudo y sombrío,

 meditando. Suena el viento

 en los álamos del río.

 La tarde más se oscurece

 y el camino que serpea

 y débilmente blanquea

 se enturbia y desaparece.

 Mi cantar vuelve a plañir:

 “Aguda espina dorada,

 quién te pudiera sentir

 en el corazón clavada”.

 Jeg går og drømmer ad eftermiddagsveje.

 De gyldne bakketoppe,

 de grønne fyrre,

 de støvdækkede stenege!

 Hvor fører vejen mon hen?

 Syngende vandrer jeg af sted

 hen ad den sti, jeg har fundet.

 Dagen går kraftigt på hæld.

 ”Midt i mit hjerte, dér havde

 jeg tornen af en lidenskab.

 En dag trak jeg den ud med held.

 Nu mærker jeg ikke hjertet”.

 En kort stund forstummer marken

 i melankolsk eftertanke.

 Et vindpust høres passere

 igennem flodbreddens popler.

 Så mørkner det endnu mere,

 og vejen, der sindigt snor sig,

 får et svagt, hvidligt skær inden

 den grumser til og forsvinder.

 Kvalfuldt fortsætter min vise:

 ”Gyldne, sylespidse torn,

 hvem der blot fik dig at mærke

 fastboret midt i mit hjerte”.