| HOME |
| DANSK |
| ◊ BIBELEN |
| Artikler |
| Bibelforedrag |
| Bibelstudier |
| Ny bibelforskning |
| Sodoma og Gomorra |
| Henvisninger |
| ◊ SPROG |
| Oversættelse |
| Tolkning |
| Undervisning |
| ◊ POESI |
| Oversatte digte |
| Oversatte salmer |
| ◊ PERSONALIA |
| CV |
| Forfatterskab |
| Om mig selv |
| Kontakt |
|
|
Indledning Sodoma og Gomorra er en af de kendteste fortællinger i hele Bibelen. I mange menneskers bevidsthed handler historien om noget meget uartigt. Undertiden kan man støde på tanken om sex med dyr, men de allerfleste tænker sikkert på løsslupne former for homoseksualitet. Det er da også sidstnævnte tolkning, der oftest hentydes til i de mange litterære og faglige værker, som enten tager emnet under behandling eller nævner det i forbifarten. Historisk set har fortællingen om Sodoma utallige gange været brugt til at true bøsser og lesbiske med bål og brand. I nogle landes straffelov forekommer stadig det middelalderlige sodomi-begreb, hvormed man klassificerer forskellige seksuelle foreteelser, der falder uden for det lovformelige heteroseksulle samleje. Imidlertid er det på sin plads at spørge sig selv, om Sodoma og Gomorra altid er blevet tolket sådan, eller om opfattelsen af beretningen har ændret sig i århundredernes løb. Det spørgsmål vil jeg kort forsøge at besvare. Dernæst vil jeg komme ind på grundene til at søge en mulig alternativ tolkning af den bibelske beretning. Til slut redegør jeg kort for en sådan anderledes udlægning på grundlag af en sproglig analyse af den hebraiske originaltekst. Heraf fremgår, at den røde tråd i historien meget vel kan have et juridisk sigte. Måske er fortællingen om Sodoma ligefrem skrevet i forbindelse med en omfattende bibelsk debat om indvandreres rettigheder.
1. Sodomas plads i Bibelen
Indledningen til det bibelske Sodoma og Gomorra finder man i Første Mosebog kap. 10, 13 og 14, men hovedhandlingen foregår i kap. 18 og 19. Dermed ligger beretningen præcis i midten af den vigtige saga om Abraham og hans efterkommere (kap. 12–25), hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt. Takket være denne centrale placering er der grund til at formode, at dramaet om de to byer har noget væsentligt at sige om hovedpersonerne Abraham, Sara, Lot, Lots hustru og børn, deres usædvanlige gæster samt myndighederne i Sodoma.
I det græsksprogede Ny Testamente lever denne bibelske Sodoma-tradition videre. I evangelierne omtaler Jesus Sodoma og Gomorra som indbegrebet af forkastelig ugæstfrihed. På lignende måde ligger omtalen af Sodoma hos Paulus og i Johannes' Åbenbaring i forlængelse af profeterne. Først i de korte skrifter Judasbrevet og Andet Peters Brev sker der et brud med den hebraiske tradition (se nedenfor). I efterbibelsk litteratur dukker en række nye opfattelser af Sodoma og Gomorra op. Nu bruges disse bynavne gang på gang som kasteskyts i sociale og teologiske kontroverser og det i et sådant omfang, at det oprindelige bibelske tankegods efterhånden bliver fortrængt. Med andre ord tilpasses forestillingerne om Sodoma gradvis eftertidens behov, især i de lande hvor kristendommen er enerådende.
2. Omskiftelser i fortolkningshistorien Historisk set kan fortolkningen af Sodoma og Gomorra opdeles i mindst 7 perioder. Mellem perioderne er der ikke noget klart brud, og de overlapper ofte hinanden kronologisk. Første periode falder sammen med den hebraiske bibel. Her fremstår den hebraiske Sodoma-tekst i 1. Mos. kap. 18–19 som et litterært kunstværk med en markant teologisk, politisk og social profil. På flere punkter peger teksten frem mod hovedtemaerne i 2. Mosebog, ikke mindst hvad angår behandlingen af udlændinge og deres manglende rettigheder. Især profeterne er opmærksomme på den sociale side af Sodoma. Ezekiels bog (kap. 16) er den, der beskæftiger sig mest indgående med dramaet og dets betydning for eftertiden. Anden periode begynder i hellenistisk tid i det 3. årh. f.v.t. Emnet afgudsdyrkelse er fortsat til stede, men ellers toner den første større kursændring i tolkningen af Sodoma frem i den såkaldte pseudepigrafiske litteratur, som hovedsagelig består af jødiske kommentarer til gammeltestamentlige emner. I pseudepigrafien rettes søgelyset mod et nyt område, nemlig problematiske heteroseksuelle forbindelser, især i form af uønskelige giftermål med ikke-jøder. Denne litteratur får direkte indflydelse på to korte skrifter i Ny Testamente, nemlig Judasbrevet (primært) og Peters Andet Brev (sekundært). Således citerer Judasbrevet flere pseudepigrafiske bøger i forbindelse med sin omtale af Sodoma, og Peters Andet Brev står tydeligvis i gæld til Judasbrevet.
I løbet af fjerde periode bliver Sodoma inden for romerkirken langsomt men sikkert kædet sammen med seksuelle forhold mellem mænd. Samtidig er det værd at bemærke, at Bibelen efterhånden udelukkende læses på latin. Den vigtigste oversættelse til latin af hele Bibelen er Vulgata fra omkring år 400. Den får stor udbredelse og modtager i det 16. årh. det officielle stempel som den katolske kirkes Bibel, en privilegeret status den bibeholder indtil 1960erne. Et nyt, ikke-bibelsk begreb ser dagens lys i middelalderen, nemlig ”sodomi”. Det optræder første gang i et italiensk klostermiljø i det 11. årh. i et værk skrevet på latin af munken Pier Damiano. Senere bliver sodomi-begrebet ophøjet til officiel katolsk doktrin i det 13. årh. takket være Thomas Aquinas, der ligeledes skriver på latin.
Femte periode tager sin begyndelse i senmiddelalderen og renæssancen, hvor Bibelen udgives i Europa på originalsprogene hebraisk (Gl. Testamente) og græsk (Ny Testamente). Dette giver de protestantiske reformatorer mulighed for at gøre op med store dele af katolsk tradition, idet bibeloversættelser til nutidssprog ikke længere er afhængige af Vulgata og Septuaginta. Dermed foretages også nyoversættelser af 1. Mosebog fra originalsproget hebraisk. I disse nyere gengivelser af beretningen om Sodoma og Gomorra finder man forskellige formuleringer, men i samtidens bibelkommentarer sker der ingen ændringer i forhold til den middelalderlige opfattelse. Indflydelsen fra sodomi-tænkningen fortsætter med uformindsket styrke helt op til nyere tid. Med andre ord har den fremherskende protestantiske Sodoma-tolkning dybe katolske rødder. Sjette periode begynder så småt i 2. halvdel af det 19. årh. Her opstår det moderne ord "homoseksualitet", som i løbet af det 20. årh. bliver så populært, at det ældre sodomi-begreb efterhånden må vige pladsen. Selv inden for den katolske kirke gør den nye udviklling sig gældende, især i perioden efter det andet Vatikanerkoncil (1962). Med andre ord finder man i stigende grad henvisninger til homoseksualitet i katolsk litteratur, medens sodomi er på vej ud. Den nye term afspejler imidlertid ikke nogen kursændring i holdningen til homoseksualitet som socialt fænomen. Tværtimod er Vatikanet uforsonligt og forholder sig stærkt fordømmende på linje med en række protestantiske kirkesamfund. Samtidig fortsætter sodomi med at optræde som strafferetlig term i en række landes lovgivning helt frem til vore dage. Det skal i øvrigt bemærkes, at sodomi i juridisk forstand ikke altid tager sigte på homoseksuelt samvær mellem mænd, idet det sine steder omfatter analt samleje i heteroseksuelle forhold. I de senere år er der kommet en syvende periode til. Efter en intens debat er de fleste bibelkommentatorer i dag nået til den konklusion, at den bibelske Sodoma-fortælling ikke har nogen relevans for diskussioner om intime forhold mellem to voksne mænd (eller for den sags skyld mellem to kvinder). Samtidig med denne nye erkendelse forkastes den traditionelle, rent homoseksuelle udlægning af handlingen. I stedet tolkes hovedproblemet i 1. Mosebogs kap. 19 nu som en manifestation af voldelige seksuelle hensigter. I lyset heraf beskrives kernen i Sodoma-historien ofte med udtrykket ”forsøg på gruppevoldtægt”. Desværre er kendskabet til ovenstående 7 perioder ikke særlig udbredt. Mange teologer ser ud til at betragte Sodomas fortolkningshistorie som et samlet, kontinuerligt hele. Den store taber i den forbindelse er den første periode, altså den gammeltestamentelige. Især det sproglige skift fra hebraisk til græsk i forbindelse med oldkirkens brug af Bibelen har utvivlsomt spillet en markant rolle. Ligeledes er det måske ikke noget tilfælde at den ortodokse kirke, hvis autoriserede udgave af Det Gamle Testamente er den græske Septuaginta-oversættelse, fortsat udtrykker et meget negativt syn på homoseksualitet. Til sammenligning er jødiske lærde aldrig ophørt med at granske den hebraiske bibel på originalsproget. Derfor har de i århundredernes løb fastholdt ikke så lidt af det etisk-teologiske tankegods, som den hebraiske Sodoma-fortælling og hele Det Gamle Testamente rummer. Dog er jødiske teologers tankegang i et vist omfang blevet påvirket af de seksuelle udlægninger, som kom på mode fra og med den hellenistiske periode. Imidlertid er det bemærkelsesværdigt, at begrebet sodomi har været meget længe om at blive accepteret inden for jødedommen. I jødisk tradition har man i forbindelse med Sodoma og Gomorra et karakteristisk udtryk i form af "Sodomas målestok", på hebraisk middat Sedōm. Der er tale om en juridisk term, der bruges til at beskrive konkrete eksempler på smålighed og hårdhjertet afvisning af andre menneskers rimelige ønsker. I nyere tid har flere forskere peget på, at den gængse kristne fortolkning af 1. Mosebog på væsentlige punkter står i gæld til Septuaginta og Vulgata. F.eks. i skabelsesberetningen rummer flere græske ord nuancer, der ikke er til stede i det hebraiske forlæg. På samme måde har den græske oversætter haft vanskeligt ved at gengive betydningsfulde hebraiske ordspil. Hvis en bibeltekst læses på latin eller græsk, leder ordvalget ofte tankerne i bestemte retninger. Læser man derimod historien på hebraisk, bliver oplevelsen en anden. De to læseoplevelser bliver aldrig 100% identiske. Visse ord har resonanser og nuancer, som på et andet sprog måske går tabt ved oversættelsen. Til gengæld har modtagersproget andre ord og termer med andre nuancer og resonanser, som muligvis ligger fjernt fra originalens horisont. Det er bemærkelsesværdigt, at begreberne syndefald og arvesynd, der spiller en fremtrædende rolle i kristen teologi, aldrig er slået an i jødedommen. En af grundene skal utvivlsomt søges i, at de to religioner har levet i hvert sit sproglige univers. Ifølge jødisk tradition udgør skabelsesberetningen og uddrivelsen af Edens Have en allegorisk fortælling om, hvordan ethvert menneske bevæger sig fra barndommens uskyld ind i de voksnes verden, hvor man må lære at tage ansvar for sine handlinger. Også i tilfældet Sodoma tyder meget på, at sproget spiller en vigtig rolle for forståelsen og dermed tolkningen af beretningen. Som nævnt ovenfor er det karakteristisk, at kristne teologer i middelalderen kun har opfattet historien (homo)seksuelt, medens jødiske lærde i århundreder har leveret materiale til en righoldig fortolkningslitteratur, hvor sex er en mulighed, men ikke den eneste. Hvis man vil bevæge sig ned i de dybere lag i en så kompliceret tekst som den hebraiske Sodoma-beretning, gør det derfor en vis forskel, om den læses på originalsproget eller i oversættelse. Af ovenstående oversigt over fortolkningshistorien fremgår det, at hvis man f.eks. udelukkende læser beretningen på latin, er der risiko for nytolkninger, der ligger langt fra ånden i den hebraiske tekst. I tilfældet Sodoma viser det sig ved nærmere eftersyn, at Pier Damiano havde sin egen samtids præsteskab i tankerne, da han skrev Bogen om Gomorra, hvori sodomi-begrebet lanceres. For at komme ind på livet af den bibelske Sodoma-fortælling er det derfor tilrådeligt at nærlæse den på hebraisk. Hvis man foretager en grundig sproglig analyse bliver det efterhånden tydeligt, at en inspireret, højt uddannet fortæller er inde i billedet. Dertil kommer, at teksten i tidens løb sandsynligvis har været under efterbehandling af op til flere litterært begavede redaktører. Det fremgår af fortællestilen, som på en og samme tid er stram, koncis, subtil og raffineret. På en måde kan udtryksformen beskrives som minimalistisk eller lakonisk, idet handlingsgangen skrider frem i kraft af enkle, men særdeles effektive virkemidler. En række af de hebraiske formuleringer rummer underfundige hentydninger til andre dele af 1. Mosebog. Desuden udviser fortællingen et betydningsfuldt slægtskab med centrale lovpassager i 2. Mosebog. I betragtning af det ubehagelige rygte, som Sodoma og Gomorra har pådraget sig i tidens løb, virker det måske overraskende på mange nutidsmennesker at få at vide, at historien rummer skjulte skatte. Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at flere nutidige kommentatorer betragter hele originalteksten til 1. Mosebog som et af oldtidslitteraturens mesterværker. Erfaringen viser, at hvis man lægger de forudfattede meninger til side og giver sig god tid til at kulegrave den hebraiske prosa, dukker en række perler op til overfladen.
4. At "kende" i Sodoma og Gomorra
Meget tyder på, at et af hovedproblemerne i forbindelse med tolkning af den hebraiske Sodoma-fortælling er af sproglig art. Specielt er der grund til at fokusere på det vigtige hebraiske udsagnsord jāda‘, ”at kende”. I århundreder er jāda‘ i vid udstrækning blevet betragtet som en seksuel eufemisme. En nærmere granskning viser imidlertid, at dette kun er én af flere muligheder—og måske endda ikke den mest sandsynlige. Under alle omstændigheder har situationen indsnævret råderummet for udlægningen af Sodoma og Gomorra. Ikke-seksuelle indfaldsvinkler til jāda‘ fører en hensygnende tilværelse, hvilket 35 nutidige engelske bibeloversættelser og alle nordiske ditto bærer vidnesbyrd om. Med andre ord er situationen sprogligt problematisk.
De oversete aspekter af jāda‘ har ansporet mig til at foretage en detaljeret gennemgang af verbets rolle i Sodoma-fortællingen. Mange kommentarer giver indtryk af at teksten rummer to forekomster af jāda‘, nemlig 1. Mos. 19,5 + 8. Ved nærmere eftersyn viser det sig imidlertid, at verbet forekommer i alt 6 gange (se nedenfor). I hvert enkelt tilfælde frembyder sammenhængen muligheder for at tolke verbet på flere måder. En bredere undersøgelse af jāda‘ i hele 1. Mosebog viser 53 forekomster. De kan uden problemer opdeles i 7 beslægtede semantiske kategorier, som alle kan anskues uden for det seksuelle område. Der er derfor ingen grund til at lade den populære seksuelle tolkning af jāda‘ i 1. Mos. 19,5 + 8 være enerådende, selv om den umiddelbart set er den letteste. Med andre ord har man i tilfældet jāda‘ mindst 7 forskellige betydningsnuancer, som ikke nødvendigvis har med sex at gøre. Det giver en række forskellige tolkningsmuligheder: kende, anerkende, være bevidst, skelne, undersøge, indgå aftale, gifte sig. Flere af disse nuancer har klare juridiske associationer. Hvis man ser på jāda‘ gennem juridiske briller, ændrer handlingen i Sodoma-beretningen sig på afgørende punkter. For det første har ordet i den simple verbalbøjning, som går under navnet qal, en klar juridisk side. Det fremgår af den måde, hvorpå JHWH, Israels Gud, vælger at beskrive pagten med Abraham i kap. 18 v. 19: ”jeg har kendt ham”.
En anden form for juridisk bindende pagt er ægteskabskontrakten, som var betydningsfuld i oldtidens Israel og hos mange af nabofolkene. Således kan jāda‘ opfattes som en kontraktlig term, hvormed Lot beskriver sine to unge døtres ægteskabelige status i 19,8: ”de har ikke kendt mand”. Ligesom på dansk har det hebraiske ord ’īš flere betydninger. Som oftest kan ordet oversættes som "mand" i betydningen ”voksent menneske af hankøn”, men i en række konkrete tilfælde svarer ’īš til ”ægtemand”. De juridiske anvendelser af jāda‘ er ofte arkaiske. De tilhører en tradition med rødder i førbibelsk tid, især i traktater, aftaler og lovsamlinger fra Babylonien, Assyrien og den hittitiske kultur. For det andet lægger jāda‘ i den såkaldt kohortative bøjning op til en retslig eller politimæssig undersøgelse. Denne kohortativ forekommer i 1. Mos. 18,21 og 19,5. I den betydning bruges verbet først af JHWH i 18,21 med henblik på at komme til bunds i karakteren af det skrig, der udgår fra Sodoma: ”lad mig kende det”. I præcis samme bøjning og samme betydning anvendes jāda‘ af Sodomas konge og alle hans mænd i 19,5. De er tydeligt nervøse over det uanmeldte besøg hos udlændingen Lot og opsatte på at undersøge de to vandringsmænds identitet. Gennem et officielt, offentligt forhør i alle mandlige indbyggeres påsyn vil de have fuld klarhed over situationen: ”lad os kende dem”.
For det tredje dukker den simple bøjning af jāda‘ igen op hen mod historiens slutning. Her skildres mytologisk incest (1 Mos. 19,32–35). Ved denne lejlighed optræder hele den sætning, hvori jāda‘ forekommer, to gange. Lots to unge døtre ønsker at livet skal fortsætte, efter at deres hjemby Sodoma er gået til grunde. Derfor skrider de til handling og bliver gravide ved deres far. Teksten oplyser at Lot ikke ”kender” (jāda‘), hvad pigerne foretager sig. Det kan dels betyde at han ikke er bevidst om det, dels at han muligvis ikke har noget juridisk ansvar for resultatet. Fortælleren gør med andre ord opmærksom på, at begreber som "kende" og "have samleje" er to forskellige størrelser. I den forbindelse skal det bemærkes, at det rent seksuelle forløb i denne scene beskrives ved hjælp af et andet almindeligt hebraisk verbum, nemlig šākhav, hvis grundbetydning er ”lægge sig”. Så længe de førbibelske lovtraditioner var gældende i antikkens Mellemøsten, må man formode, at den juridiske rolle som jāda‘ spillede i traktater, pagter og kontrakter var alment accepteret og umiddelbart forståelig. Efterhånden som tiderne skiftede—ikke mindst efter det babyloniske fangenskab—undergik det hebraiske sprog store forandringer. I senhebraisk tid er det juridiske aspekt ved jāda‘ efter alt at dømme gået af brug, og verbets ældre rolle er blevet uudgrundelig. I Sodoma-beretningens tilfælde er tomrummet blevet udfyldt af den tendens til seksualisering, der tog sin begyndelse i den hellenistiske periode. I kraft af oldkirkens og romerkirkens afhængighed af henholdsvis Septuaginta og Vulgata er samme tendens efterhånden blevet forstærket og konsolideret, indtil den seksuelle udlægning til sidst er blevet enerådende.
5. Sodomas budskab Sodoma og Gomorra indgår i en længere, meget kompleks beretning om to indvandrere, der ankommer sammen til Kanaans land (Abraham og Lot). Deres forskellige skæbneforløb illustreres. Den ene forbliver tro mod den pagt han har indgået med JHWH og bliver velsignet i rigt mål (Abraham). Den anden forlader den af JHWH afstukne vej og forsøger at blive integreret med kanaanæerne i Sodoma, hvorved han mister alt (Lot). I den forbindelse skildres de socialt udsattes situation på dramatisk vis. Den viser sig som manglende respekt for udlændingen Lot i Sodoma, og indirekte belyses enker og forældreløse gennem Lots døtre. Denne vægt på social retfærdighed har sit modstykke i 2. Mosebog, hvortil Sodoma-beretningen er stærkt knyttet såvel emne- som tekstmæssigt.
På lignende måde viser de sproglige detaljer i Sodoma-beretningen, hvorledes hebraisk lingvistik og teologi er intimt forbundet. Et forsømt område inden for moderne teologi er den afgørende rolle, som bibeloversættelser spiller for læsernes forståelse. Hvis en tekst oversættes med indføling og respekt for originalsproget, kan den give nutidens læsere et godt indblik i oldhebraisk tankegang og udtryksform. Sniger der sig på et tidspunkt en problematisk eller unøjagtig oversættelse ind, kan den medføre teologisk fejltolkning. Sodoma-beretningens omtumlede historie er et vigtigt eksempel på, hvordan en rent seksuel udlægning kan forvandle et højdramatisk indlæg i en etisk-teologisk debat om indvandrere og kanaanæere til en skræmmetekst rettet mod homoseksuelle mænd.
I kraft af de senere års stærke fremhævelse af gruppevoldtægt har fokus flyttet sig lidt væk fra den middelalderlige forestilling om sodomi forstået som mandlig homoseksualitet. I den henseende er der tale om et fremskridt. Dog er skræmmeeffekten ikke blevet væsentligt mindre. Den rammer fortsat kvinder, samtidig med at den stiller Lot i et særdeles dårligt lys. Han fremstilles i vor tid som en uansvarlig, uetisk far. Denne ufordelagtige beskrivelse af Lot harmonerer dårligt med den positive omtale, han får forskellige steder i Bibelen.
Hvis jāda‘ tolkes juridisk, ændrer billedet af Lot og hans døtre sig på væsentlige punkter. Rent sprogligt kan der faktisk være tale om, at Lot i 1. Mos. 19,8 over for Sodomas myndigheder foreslår en midlertidig byttehandel. Set ud fra denne synsvinkel er han villig til at overlade sine to mindreårige børn i øvrighedens varetægt som sikkerhed for, at de to fremmede gæster ikke foretager sig noget ulovligt under deres ophold. Til gengæld anmoder Lot så om at få lov til at udøve sine værtsforpligtelser i ro og fred. På den måde forsøger indvandreren Lot i sin yderst pressede situation at opnå to ting: (1) at give de lokale myndigheder et konkret bevis på sin loyalitet over for Sodomas konge; (2) at kunne overholde de ældgamle udenbys traditioner (herunder gæstfrihed), som han er opdraget med, og som han har til fælles med Abraham. Set i det lys kan episoden i kap. 19,4–9 minde om en række andre situationer i 1. Mosebog, hvor forsvarsløse indvandrere føler sig i overhængende fare. Den ene gang efter den anden griber de til at bruge især kvinder og i nogle tilfælde også børn som lynafledere og goodwill-ambassadører. Det er en nødløsning, som både Abraham, Isak og Jakob på diverse tidspunkter føler sig presset til at benytte sig af.
Det er på sin plads at slå fast, at den hebraiske bibel ikke skelner klart mellem teologi, etik, politik og historie. Overalt kædes disse kategorier sammen. En række bibelske skrifter bruger Sodoma som billede på religiøst, socialt og politisk forfald, medens flere sætter byens navn i forbindelse med problemet afgudsdyrkelse i form af polyteisme. I betragtning af at Sodoma er en kanaanæisk by, kan historien også tolkes som en etnisk-politisk motiveret bredside mod kanaanæerne.
En af de ting der gør Sodoma så fascinerende er det faktum, at den hebraiske bibels forskellige indfaldsvinkler til historien viser hen til en række lag i teksten. For profeternes vedkommende er det bemærkelsesværdigt, at de ikke giver efter for fristelsen til at anlægge en standardiseret fortolkning. Hovedtendensen er snarere kendetegnet ved en slags rastløshed, som ægger de bibelske kommentatorer videre i retning af større flertydighed. Nogle profeter, især Esajas og Ezekiel, er dybt engagerede i denne fortløbende udforskning, og begge når frem til en universel teologi. Ezekiels bog afspejler en gradvis bevidstgørelse om det guddommeliges natur. Efter det indledende chok over at skulle forlade Jerusalem følger en længere periode med dyb sorg over landflygtigheden i Babylon. Efterhånden når profeten frem til en ny erkendelse, der tager form i kap. 16: JHWH holder af alle jordens folk. Hermed bliver Ezekiel i stand til at drage en bemærkelsesværdig konklusion: hvis Jerusalem får løfte om genopbygning på trods af indbyggernes uhørt grove religiøse og sociale lovovertrædelser, kan flere andre syndefulde byer forvente en lignende gunstig skæbne. Selv til det fortabte Sodoma vil håbet vende tilbage.
Konklusion Hvis efterbibelsk tradition lægges til side og grundteksten sættes i centrum, kan man langt bedre høre den bibelske fortællers egen stemme. Beretningen om Sodoma og Gomorra omfatter kap. 18–19 i 1. Mosebog, hvorved den indtager en nøgleposition i den længere historie om indvandreren Abraham (kap. 12–25). Den hebraiske tekst fremhæver en række teologiske og sociale spørgsmål: vigtigheden af at stole på JHWH i de mest umulige situationer (Abraham, Sara); forpligtelsen til at handle retfærdigt og barmhjertigt (Abraham); det prisværdige i at tage godt mod fremmede vejfarende (Abraham, Lot); problematiske giftermål med kanaanæere (Lot); og hvordan JHWH føler sig foranlediget til at gribe ind, når de socialt svage udsættes for overgreb (indvandreren Lot og hans børn).
GLOSAR
UDVALGTE HEBRAISKE TERMER
Tak for velvillig assistance til George Hinge, Johannes Sørensen og Britha & Carl Erik Tersbøl.
|
|
Sodoma og Gomorra |
|
Kjeld Renato Lings © |
|
Towards a Non-sexual Approach
Jeg vil vende deres skæbne, Sodomas og hendes døtres skæbne. Ezekiel 16.53
Hvad går afhandlingen ud på? Jeg søger svar på tre hovedspørgsmål i forbindelse med beretningen
1. Har der været omskiftelser i fortolkningshistorien?
2. Hvad betyder helt nøjagtigt det hebraiske verbum jāda‘ [ידע], ”at kende”?
|