| HOME |
| DANSK |
| ◊ BIBELEN |
| Artikler |
| Bibelforedrag |
| Bibelstudier |
| Ny bibelforskning |
| Sodoma og Gomorra |
| Henvisninger |
| ◊ SPROG |
| Oversættelse |
| Tolkning |
| Undervisning |
| ◊ POESI |
| Oversatte digte |
| Oversatte salmer |
| ◊ PERSONALIA |
| CV |
| Forfatterskab |
| Om mig selv |
| Kontakt |
|
|
Resultater 1. Omskiftelser i fortolkningshistorien
I mange menneskers bevidsthed handler historien om Sodoma og Gomorra om noget meget uartigt. De fleste tænker sikkert på løsslupne former for homoseksualitet, og undertiden støder man på tanken om sex med dyr. Historisk set har fortællingen meget ofte været brugt til at true bøsser og lesbiske med bål og brand. Men det er værd at spørge sig selv, om det altid har forholdt sig sådan, eller om opfattelsen af fortællingen har ændret sig i århundredernes løb. Det spørgsmål vil jeg hermed forsøge at besvare.
Hos profeterne i den hebraiske bibel (Gammel Testamente) nævnes Sodoma og Gomorra 41 gange i forbindelse med afgudsdyrkelse, social uret, egoistisk adfærd, overgreb og vold. Ordvalget udtrykker harme, fordømmelse og/eller fortvivlelse.
I efterbibelsk litteratur kan der konstateres en række historiske omskiftelser. Her bruges navnene Sodoma og Gomorra gang på gang som kasteskyts i sociale og teologiske kontroverser og det i et sådant omfang, at det oprindelige bibelske tankegods efterhånden bliver fortrængt. Med andre ord er Sodoma blevet tilpasset eftertidens behov, især i de lande hvor kristendommen har været enerådende.
Siden middelalderen har den kristne kirkes forhold til Sodoma været farvet af seksuelle forestillinger, specielt i form af ”sodomi” fortolket som ”mandlig homoseksualitet”. Følgevirkningerne af disse historiske vildskud er allestedsnærværende, men kun sjældent erkendt. Det har sat sit præg på de fleste nutidige bibeloversætteres gengivelse af 1. Mos. kap. 19 v. 5–8, som tenderer i seksuel retning. Danske bibeludgaver er ingen undtagelse. Historisk set kan fortolkningen af Sodoma og Gomorra opdeles i mindst seks perioder. Mellem perioderne er der ikke noget klart brud, og de overlapper ofte hinanden kronologisk. Første periode falder sammen med den hebraiske bibel. Her fremstår den hebraiske Sodoma-tekst i 1. Mos. kap. 18–19 som et litterært kunstværk med en markant teologisk, politisk og social profil. Især profeterne er opmærksomme på denne side af Sodoma, idet Ezekiel er den mest dybtgående. Også i dele af Ny Testamente spiller Sodoma en social og teologisk rolle, især i evangelierne, hos Paulus og i Johs. Åbenbaring. Anden periode begynder i hellenistisk tid i det 3. årh. f.Kr. Den første større kursændring i tolkningen af Sodoma toner frem i den såkaldte pseudepigrafiske litteratur, som består af jødiske kommentarer til gammeltestamentlige emner. I pseudepigrafien træder teologiske problemstillinger i baggrunden. Søgelyset rettes nu mod et nyt område, nemlig problematiske heteroseksuelle forbindelser, herunder giftermål med ikke-jøder. Denne litteratur får direkte indflydelse på to korte skrifter i Ny Testamente, primært Judasbrevet og sekundært Peters Andet Brev.
I fjerde periode bliver Sodoma inden for romerkirken langsomt men sikkert kædet sammen med seksuelle forhold mellem mænd. Efterhånden læses Bibelen udelukkende på latin. Det ikke-bibelske begreb ”sodomi” ser dagens lys i middelalderen, nærmere betegnet i et italiensk klostermiljø i det 11. årh. I det 13. årh. bliver sodomi-begrebet ophøjet til officiel katolsk doktrin. Dets betydning holder sig med uformindsket styrke helt op til nyere tid. Selv om de protestantiske reformatorer gjorde op med store dele af den katolske tradition og begyndte at oversætte 1. Mosebog fra originalsproget hebraisk, skete der ingen ændringer i forhold til den middelalderlige opfattelse af Sodoma og Gomorra. Den protestantiske Sodoma-tolkning har således dybe katolske rødder.
Femte periode begynder i 2. halvdel af det 19. årh. Her opstår det nye ord "homoseksualitet", som i det 20. årh. efterhånden bliver så populært, at det ældre sodomi-begreb må vige pladsen. Efter 2. verdenskrig gør den nye udviklling sig gældende selv inden for den katolske kirke, som i stigende grad går over til at tale om homoseksualitet. Samtidig fortsætter sodomi med at optræde som strafferetlig term i en række landes lovgivning helt frem til vore dage.
I de senere år er der kommet en sjette periode til. De fleste kommentatorer i dag er enige om, at Sodoma-fortællingen ikke har nogen relevans for intime forhold mellem to voksne mænd. Derfor forkastes den rent homoseksuelle udlægning, idet historien tolkes som en manifestation af voldelige hensigter. I vor tid støder man i Sodoma-sammenhæng ofte på udtrykket ”forsøg på gruppevoldtægt”. Uheldigvis er kendskabet til disse seks perioder nærmest ikke-eksisterende. Mange teologer tager Sodomas fortolkningshistorie for givet og betragter den som et samlet, kontinuerligt hele. Dertil kommer at hovedvægten lægges uden for den hebraiske bibel, nemlig på efterbibelske skrifter. Den største taber i den forbindelse er den første periode, især inden for kristen tradition. Jødiske lærde er aldrig ophørt med at granske den hebraiske bibel på originalsproget og har derfor kunnet fastholde noget af den etisk-teologiske tradition, som den hebraiske fortælling indgår i. Til gengæld er den oldkristne kirke på et meget tidligt tidspunkt gået over til at læse det gamle testamente i græsk oversættelse, efterfulgt af latin inden for romerkirken. Den græske oversættelse er kendt under navnet Septuaginta og har den dag i dag officiel status inden for den ortodokse kirke. Den latinske oversættelse Vulgata har været den katolske kirkes officielle bibel helt frem til 1960erne. 2. Hvad betyder jāda‘?
Måske er hovedproblemet i tolkningen af den hebraiske Sodoma-fortælling af sproglig art. I århundreder har det hebraiske verbum jāda‘, ”at kende”, næsten udelukkende været betragtet som en seksuel eufemisme. Det har indsnævret råderummet for udlægningen af Sodoma og Gomorra i usædvanlig grad. Alternative indfaldsvinkler til jāda‘ har ført en hensygnende tilværelse, hvilket 35 nutidige engelske bibeloversættelser og alle nordiske ditto bærer vidnesbyrd om. At jāda‘ rummer flere forskellige betydninger hører man kun sjældent om. Med andre ord er situationen sprogligt problematisk og akademisk uholdbar.
De oversete aspekter af jāda‘ har ansporet mig til at foretage en detaljeret gennemgang af verbets rolle i Sodoma-fortællingen. De fleste kommentarer giver indtryk af at fortællingen rummer to forekomster af jāda‘, nemlig 1. Mos. 19,5 + 8. En nærmere undersøgelse viser imidlertid, at der er tale om i alt seks forekomster (se nedenfor). I hvert enkelt tilfælde frembyder sammenhængen muligheder for at tolke verbet på flere måder, altså også ikke-seksuelt. En bredere undersøgelse af jāda‘ i hele 1. Mosebog viser 53 forekomster. De kan uden problemer opdeles i syv beslægtede semantiske kategorier, som alle kan anskues uden for det seksuelle område. Der er derfor ingen grund til at lade den populære seksuelle tolkning af jāda‘ være enerådende, selv om den umiddelbart set er den letteste. Den kategori der har manglet siden middelalderen i teologers og forskeres litteratur om Sodoma, og specielt om jāda‘, er den juridiske. Hvis man anlægger denne synsvinkel, kan jāda‘ i Sodoma-beretningen siges at spille tre præcist afgrænsede roller. For det første har verbet i den simple verbalbøjning, som går under navnet qal, en klar juridisk side. Det er denne form som JHWH, Israels Gud, vælger til at beskrive pagten med Abraham i kap. 18 v. 19: ”jeg har kendt ham”. En anden form for juridisk bindende pagt er ægteskabskontrakten, som var betydningsfuld i det gamle Israel og hos mange af nabofolkene. Således kan jāda‘ opfattes som en kontraktlig term, hvormed Lot beskriver sine to unge døtres ægteskabelige status i 19,8: ”de har ikke kendt mand”. Ligesom på dansk kan det hebraiske ord for mand (’īš) også betyde "ægtemand". Begge anvendelser af jāda‘ er arkaiske og forekommer i juridisk litteratur fra førbibelsk tid såsom traktater, aftaler og lovsamlinger fra Babylonien, Assyrien og den hittitiske kultur. For det andet lægger jāda‘ i den såkaldt kohortative bøjning op til en retslig eller politimæssig undersøgelse. I den betydning bruges verbet først af JHWH i 18,21 med henblik på at komme til bunds i karakteren af det skrig, der udgår fra Sodoma: ”lad mig kende det”. I præcis samme bøjning og samme betydning anvendes jāda‘ af Sodomas konge og alle hans mænd i 19,5. De er tydeligt nervøse over det uanmeldte besøg hos udlændingen Lot og opsatte på at konstatere de to vandringsmænds identitet. Gennem et officielt, offentligt forhør vil de have fuld klarhed over situationen: ”lad os kende dem”. For det tredje optræder den simple bøjning af jāda‘ igen hen mod historiens slutning. Her skildres mytologisk incest (1 Mos. 19,32–35). Ved denne lejlighed optræder hele den sætning, hvori jāda‘ optræder, to gange. Lots to unge døtre ønsker at livet skal fortsætte efter at deres hjemby Sodoma er gået til grunde. Derfor skrider de til handling og bliver gravide ved deres far. Teksten oplyser at Lot ikke ”kender” (jāda‘) hvad pigerne foretager sig betyder. Det kan dels betyde at han ikke er bevidst om det, dels har han muligvis heller ikke noget juridisk ansvar for resultatet. I den forbindelse skal det bemærkes, at det rent seksuelle forløb i denne scene beskrives ved hjælp af af det almindelige hebraiske verbum šākhav [שׁכב], hvis grundbetydning er ”lægge sig”. Så længe oldtidens førbibelske lovtraditioner var gældende, må man formode at den juridiske rolle som jāda‘ spillede i traktater, pagter og kontrakter var alment accepteret og umiddelbart forståelig. Efterhånden som tiderne skiftede—ikke mindst efter det babyloniske fangenskab—undergik det hebraiske sprog store forandringer. I senhebraisk tid er det juridiske aspekt ved jāda‘ efter alt at dømme gået af brug, og verbets ældre rolle er blevet uudgrundelig. I Sodoma-beretningens tilfælde blev tomrummet udfyldt af den seksualiseringstendens, der tog sin begyndelse i den hellenistiske periode. 3. Sodomas teologi Sodoma og Gomorra indgår i en længere, meget kompleks beretning om to indvandrere der ankommer sammen til Kanaans land (Abraham og Lot). Deres forskellige skæbneforløb illustreres. Den ene forbliver tro mod den pagt han har indgået med Den Evige og bliver velsignet i rigt mål (Abraham). Den anden forlader den af Den Evige afstukne vej og forsøger at blive integreret med kanaanæerne i Sodoma, hvorved han mister alt (Lot). I den forbindelse skildres de socialt udsattes situation på dramatisk vis. Den viser sig som manglende respekt for udlændingen Lot i Sodoma, og indirekte belyses enker og forældreløse gennem Lots døtre. Denne vægt på social retfærdighed har sit modstykke i 2. Mosebog, hvortil Sodoma-beretningen er stærkt knyttet såvel emne- som tekstmæssigt. Et af de mest forsømte områder i forbindelse med Sodoma er samspillet mellem bibeloversættelse og teologi. Hvis en tekst oversættes med indføling og respekt for originalsproget, kan den give nutidens læsere et godt indblik i oldhebraisk tankegang og udtryksform. Sniger der sig en oversættelsesfejl ind, kan den medføre det modsatte i form af teologisk fejltolkning. Det velkendte hebraiske verbum jāda‘ er et markant eksempel. Eftertidens gennemgribende seksualisering af jāda‘ har forvandlet et dramatisk indlæg i en vigtig teologisk debat om indvandrere til en terrortekst rettet mod homoseksuelle mænd. I kraft af de senere års fokusering på gruppevoldtægt er terroren ikke blevet mindre. Den er tværtimod blevet udvidet til også at omfatte kvinder. Det er på sin plads at slå fast, at den hebraiske bibel ikke skelner klart mellem teologi, etik, politik og historie. Overalt kædes disse kategorier sammen. På lignende måde viser de sproglige detaljer i Sodoma-beretningen, hvorledes hebraisk lingvistik og teologi er intimt forbundet. En række bibelske skrifter bruger Sodoma som billede på religiøst, socialt og politisk forfald. Flere sætter byens navn i forbindelse med problemet afgudsdyrkelse i form af polyteisme. I den forstand kan historien tolkes som en etnisk-politisk motiveret bredside mod kanaanæerne. En af de ting der gør Sodoma så fascinerende er det faktum, at den hebraiske bibels forskellige indfaldsvinkler til historien viser hen til en række lag i teksten. For profeternes vedkommende er det bemærkelsesværdigt at de ikke giver efter for fristelsen til at anlægge en standardiseret fortolkning. Hovedtendensen er snarere kendetegnet ved en slags rastløshed, som ægger de bibelske kommentatorer i retning af flertydighed. Flere profeter, især Esajas og Ezekiel, er dybt engagerede i denne fortløbende udforskning, og begge når frem til en universel teologi. Ezekiels bog afspejler en gradvis bevidstgørelse om det guddommeliges natur: Den Evige holder af alle jordens folk. Profeten drager den bemærkelsesværdige konklusion, at hvis Jerusalem får løfte om genopbygning på trods af indbyggernes grove religiøse og sociale overtrædelser, kan andre syndefulde byer forvente en lignende gunstig skæbne. Selv til det fortabte Sodoma vil håbet vende tilbage.
Konklusion Hvis efterbibelsk tradition lægges til side kan man langt bedre høre den bibelske fortællers egen stemme. Beretningen om
GLOSAR
UDVALGTE HEBRAISKE TERMER
Tak for velvillig assistance til George Hinge og Britha & Carl Erik Tersbøl.
|
|
Sodoma og Gomorra |
|
Kjeld Renato Lings © |
|
Towards a Non-sexual Approach
Jeg vil vende deres skæbne, Sodomas og hendes døtres skæbne. Ezekiel 16.53
Hvad går afhandlingen ud på? Jeg søger svar på tre hovedspørgsmål i forbindelse med beretningen
1. Har der været omskiftelser i fortolkningshistorien?
2. Hvad betyder helt nøjagtigt det hebraiske verbum jāda‘ [ידע], ”at kende”?
|